FEMES SKANDALØSE STRAF AF SLADREHANKEN ABBY ELLER HVOR MANGE MUNDE KAN JEG ÅBNE PÅ DIG FØR DU BEGYNDER AT TIE

Roberto Chu Maravi

---

Hvor mange munde skal jeg åbne på dig, før du løber tør for ord, før du holder op med at tygge på min families efternavn og spytte det ud uden tænder? I århundreder har jeg hørt den samme sladder i forskellige klæder, jeg har set kroner rulle og brød tørre ind i folkets hænder, jeg så  Marie Antoinette lære, hvad et rygte vejer (i form af kage), da hendes hals blev til gengældelse, og pladsen bestemte hendes time, og alligevel kommer I igen med jeres: »du overdriver«, »det var bare noget, jeg sagde«, »det er kun rygter, Henrietta Bowers«, og jeg lukker endnu en mund i dit ansigt med gammel tålmodigheds spyt, for jeg har levet længe nok til at vide, at giften ikke skifter flaske. En vrinsken, der holdes tilbage i halsen, er stadig en vrinsken. Men du spørger igen:

         — Hvad drikker du?

        — Det er ikke cola

        — Alkohol?

     Og jeg tænker din mund

   ind i søer forseglet

  af is hvor fisk

 stimler sammen ved sølvporte

på jagt efter luft.

 Og uden at hæve stemmen siger jeg:

  — Hold op med at bagtale min familie.

   — Hold op med at bagtale min familie.

    — Hold op med at bagtale min familie!

     — Min bror er kun et barn.

      — Mit seksuelle begær er ikke en sagsmappe.

       — Min smag er ikke en forbrydelse.

    — ja, jeg er homoseksuel — og hver påstand stikker en knappenål i din lille hjerne, for hukommelsen bløder også, for jeg har set alt for mange sandheder blive revet ud for sjov og alt for mange kopper te blive kolde, mens historien gør status, så jeg vil blive ved med at åbne munde, indtil din lærer at tie, ikke af frygt for din vrinsken, men af træthed. Og mens dagen bliver til århundreder, giver isen efter, og universet insisterer på at spærre mig, rygternes og berømmelsens gudinde, inde i kroppe af silke, selv når dine igen taler om det samme med en anden maske, med en anden mund ...! spørger jeg dig:

Hvor mange skal stå åbne, før du begynder at tie?

***

Da Abby sad i engelsktimen og rakte hånden op for at læse med sin særegne fløjteagtige stemme, talte en anden stemme først, hendes egen, men ikke født af munden under næsen og over hagen:

— Jeg snød til den sidste prøve! Det var nemt! — det var venstre skulder, der sagde det med uanstændig tydelighed ... — Så nemt, for den fede, utro lærerinde var optaget af at snakke med sin boyfriend1.

 1.Det engelske ord boyfriend (»kæreste«) står også på engelsk i den spanske original. Det er bevaret her i scenen fra engelsktimen.

Frækheden blev ledsaget af en lav mumlen, lyden af stole, der blev flyttet, af hæfter, der blev lukket, mens blikke sagde »jeg kan ikke tro, du sagde det«, og af en hvisken, der døde hen i lærerindens forsinkede svar: »Hvordan kunne du finde på det, Abby ...?«

— Hills, hvad sagde du, din møgunge?! — Lærerinden vendte sig med hele sin spændte hals, med hele sin hårde kæbe for at gøre det af med den sidste rest af morgenfred.

— Nej ... jeg har ikke ... — Abby åbnede munden for at benægte det, men en anden stemme kom hende i forkøbet fra en anden del af kroppen ...

— Jeg har snydt sammen med de her små røvhuller på min mobil til mere end tre prøver i træk.

Nu lo nogle nervøst, og andre holdt op med at smile: Marcos så ned i gulvet; Laura stirrede på væggen; klasserepræsentanten blev rød helt op til ørerne.

— Det var ikke mig, frøken Gertrude, det sværger jeg ...! — sagde Abby og benægtede det hele.

Men hendes stemme fortsatte uanfægtet og uden tilladelse:

— Marcos gemmer svar i låget på sit penalhus.

— Laura sletter navne i det digitale register.

— Klasserepræsentanten sælger lektier om torsdagen.

— Nina græder på toilettet i frikvarteret.

Latteren slap op, og kun ren vrede var tilbage: der blev slået i bordene, nogen sagde stop, en anden råbte hold kæft, din kælling. Abby vidste ikke, hvad der skete; hun mærkede pulsen i halsen og sagde:

— Det var ikke mig, det sværger jeg.

— Ligesom den her kællings døve, blinde hanrej af en mand — afbrød hendes anden stemme igen ondskabsfuldt. Og denne gang spyttede lærerinden virkelig hele ordet ud:

— Du er en forbandet møgunge.

Da Abby gik i panik over den skamfulde situation, begyndte hendes hud at åbne sig i røde læbekanter (som om en pervers, brutal kirurg med vilje havde gjort det mod hende med et snavset snit fra en skalpel): først dukkede de op på kinderne. Stinkende. Gangrænøse. Endnu en på højre hånd, og en til i siden; sprækkerne var blevet til munde. Hver med sine egne rådne tænder og spytvåde tunger, der begyndte at tale samtidig:

              — Delly kommer for sent

            fordi hr. Efterår hyrer hende

         på timebasis og blade bliver i håret.

      Perry skifter mening som et vindue

   tændt, slukket, tændt, slukket

  og ingen ved om det skyldes søvnløshed

 eller skizofreni efter alle tæskene

 fra hendes mor.

 Marcos’ mor taler om økonomi,

  men betaler med lunkne mønter

   og en opdigtet kurs.

    Lærerinden smiler, se hende,

     hun er et lille lam med uldtørklæde

      og sværger natten troskab

       og lejer sin skum-røv ud2.

        Berrys fætter synger

         metusalemgamle hymner

          og tager fejl af verset

           fordi hukommelsen

            er taget på sabbatår.

             Venecias far

              låner i banken

               og afleverer det endda

                forkert foldet.

                 Og jeg taler sådan,

                  stikkende som en nellike,

                   fordi jeg ikke blev næret

                    med kærtegn som barn

                     og når jeg taler skærer jeg somme tider,

                      men jeg vil kysse

                       og sætte spor

                        selv om jeg slukker vinduet

                         og lader som om

                          det

                           ikke var

                            mig.

 2.Originalens crepús-culo splitter crepúsculo (»skumring«), så culo (»røv«) træder frem. Skum-røv genskaber ordspillet som en dansk sammensmeltning af skumring og røv.

Ingen andre end Hills så mundene; de hørte kun virkningen og skaden, den samme, som overgav den eneste skyldige til frygten:

— Nej! Hvad sker der med mig! Hjælp! Hjælp mig! — Det forvirrede skrig fik hele klassen til at vige tilbage. Pigen rejste sig med hænderne om hovedet og fór ud af lokalet, skubbede døren op. Og bag hende råbte lærerinden hendes navn:

— Abby! Abby, kom tilbage med det samme!

To af hendes veninder, Verónica og Luciana, løb efter hende og kaldte også på hende; de efterlod klassen fuld af raseri, løsrevne hemmeligheder og en mund, der ikke længere vidste, hvordan den skulle lukke sig.

— Abby! Lille Abby! — Pigerne indhentede hende for enden af gangen ved skabene. Abby lod sig falde ind mod dem:

— Piger, åh Gud, piger. Der er munde, der er munde i min hud og de her frygtelige tunger. Kan I virkelig ikke se dem? Se, se. Sig at jeg ikke er sindssyg at jeg ikke er den eneste der ser dem vær sød Verónica sig det. Luciana. Hjælp mig! Få det til at holde op, vær sød — hun omfavnede dem med en hast, som om hendes forstand var i fare.

— Rolig, Abby, se på mig — sagde Verónica. — Træk vejret sammen med mig. Det må være på grund af det, der skete for nogle dage siden. Det er overstået. Han kan ikke komme i nærheden af dig igen.

— Du er ikke alene — tilføjede Luciana. — Det er overstået. Det er slut. Det lover jeg. Vi er her for dig.

Veninderne omsluttede hende med stramme arme og sammenflettede åndedrag og gentog:

— Det skal nok gå. Alt er godt.

Var det?

Og dér! Netop i det øjeblik så Abby venindernes hud åbne sig i bittesmå sprækker: nattænder skød frem fra underarme, halse og kraveben. Munde. Huller, der kun udstødte Hills’ skingre stemme, med samme udtale, med samme rysten uden pauser:

— Verónica tager stoffer før matematik.

— Luciana stjæler hostesaft fra sin tantes medicinskab.

— Verónica sniger sig hjemmefra.

— Luciana pjækker for at kysse med Rob.

De tre slap brat hinanden: de hørte stemmerne, klare, tæt på. Alt for tæt på. Påtrængende ...

— Hold kæft — sagde de næsten samtidig.

... Plagende.

— Vi kan sagtens høre dig, hold kæft.

... Afskyelige.

Abby rystede på hovedet, mens kroppen og armene skælvede.

— Jeg kan ikke standse dem — sagde hun, og i det øjeblik talte rygterne om fjerne navne:

— Mateo sælger lektier. — Camila snyder med billeder. — Diego stjæler mobiler. — Irene er væk om mandagen.

Smerten steg op i deres tindinger, et voldsomt tryk; Verónica tog sig til hovedet, Luciana bed tænderne sammen.

— Hold op! — bønfaldt de. — Stop, Abby! — Da hun ikke lod til at standse, greb de fat i hende, dækkede hendes mund med hænderne, holdt hende i armene og ruskede hende; de begyndte at slå hende for at få hende til at stoppe, ikke af vrede ... Selvfølgelig ikke. De havde sagt, at de holdt af hende for få sekunder siden, det var ikke af vrede, for trods alt elskede de hende ... de slog hende kun for at få lindring, fordi de havde ondt i hovedet, og støjen ingen ende havde.

Abby skubbede hårdt til dem, så de snublede, og da de faldt, revnede stoffet i hendes bluse, men det lykkedes hende at rive sig fri og løbe; de kom på benene igen og fulgte efter hende, bønfaldt hende om at holde op, kaldte på hende.

Midt i det kaos lød Abbys skrig gennem skolens højttaleranlæg, forstærket, uden omsvøb:

— Jeg hedder Abby Hills, og jeg har stjålet fra min mor flere gange, end jeg har fingre og tæer.

Abby vendte sig mod rektorens kontor — på anden sal, lokale 301. Hun tog trappen to trin ad gangen for at slukke højttaleranlægget, med veninderne efter sig; og på hvert repos åbnede klasselokalerne sig: døre blev skubbet op indefra, elever kom ud med Abbys munde åbne i huden, på kinden, på skulderen, i panden, og fulgte efter hende og bad hende holde op, lukke munden. Lærerne sluttede sig til heksejagten. En af dem, Henry, pæn og forholdsvis ung, fór ud af lokale 203. Han råbte:

— Sig det ikke, sig det ikke, Abby. Du vover på det!

Optoget voksede, mens alle gik efter Abby og med hendes stemme bad hende standse.

— Rektoren blev anholdt i sidste uge for et voldtægtsforsøg.

Rygterne blev mere skandaløse, og uden synderligt filter eller omtanke blev gangen oversået med sladder:

— Verónica fik en abort i sidste uge.

— Frøken Charlotte forlod sit nyfødte barn.

Abby var allerede på anden sal, tæt ved rektorens dør, med det kolde håndtag i hånden, og rygterne blev ved med at presse på bagfra:

— Abby stjal Lucianas kæreste.

— Abby har bagtalt Henriettas bror, der har Downs syndrom.

— Abby har bagtalt Henriettas far.

— Abby har bagtalt Henrietta.

Hun skubbede døren op, gik ind og lukkede den; slæbte et møbel hen for at blokere den indefra. Støjen voksede på den anden side ...

— Abby Hills blev tvunget til at have sex med læreren Henry! — Blandt stemmerne sneg den sætning sig ind og splintrede Abbys tidsfornemmelse ... hun lod sig falde på gulvet. Græd. Foldede sig sammen og begyndte at undskylde, igen og igen og igen:

— Undskyld, undskyld ... jeg ville aldrig sige alle de ting. Hold nu op, vær sød. Jeg ved ikke, hvad I vil have af mig — hun lod blikket vandre rundt på kontoret. — Hvem er der?! — råbte hun mod rektorens stol, der var vendt om. Hun så mikrofonledningen, strakt ud fra skrivebordet, som forbandt kontoret med alle skolens højttalere, og fulgte ledningen hen til stolen.

— Hold nu op — sagde hun, og da hun drejede stolen, var der ingen.

— Abby Hills har været en kælling over for Henrietta Bowers.

Udenfor rystede slagene døren.

— Hold kæft. Luk munden — sagde hun. — Gå væk!

Men flokken gav hende ingen ro. Abby græd igen:

— Undskyld ... undskyld ... tilgiv mig. Jeg ville ikke. Jeg ville ikke — hun lukkede øjnene.

Og da hun åbnede dem, hørte hun ikke mere.

Støjen var ophørt.

Hun flyttede møblet, åbnede døren og så hele sin klasse gå fredeligt omkring; i et hjørne talte læreren Henry med en elev, der lænede sig op ad væggen; nogle elever gik forbi uden at se på dem eller på noget som helst.

Roen udenfor smittede til sidst Abby, som igen følte sig tryg. Og sådan gik hun hen ad gangen, dér hvor veninderne lo, hvor de så på hende, kaldte på hende, ville have hende helt for sig selv ... Men på vejen så hun Henrietta Bowers med sin bror, hun holdt ham i hånden, og det udløste et kort minde hos sladrehanken ... Glem det. Først tøvede hun. Lad det ligge. Hun havde fået veninderne tilbage. Det var nok. Ikke sandt? Abby gik hen imod hende med ordene stadig rungende i hovedet:

»Abby Hills har været en kælling over for Henrietta.«

»Abby har bagtalt Henriettas bror, der har Downs syndrom.«

— Den forbandede kælling — mumlede hun og tog et skridt i sin sidste chance. — Hey, hey ... hvad gjorde du? Det var dig, ikke? Hvad var det? Et eller andet stof? Din forbandede junkie.

Mens Henrietta vendte sig, løftede Abby armen for at give hende en lussing. Et smil fra øre til øre hos Bowers var nok til at standse hende.

Hun lod hende stå dér foran sig: ubevægelig.

— Kom, Charlie. Lad os gå hjem — sagde Henrietta og gik videre uden at skænke sin plageånd mere opmærksomhed.

Og i det øjeblik skar et dømmende rygte gennem luften fra et sted:

— Hele Ridgeview-skolen har parteret Abby Hills.

Sladrehanken mærkede sin krop blive til vind, bølger, ord uden linearitet, som lidt efter lidt blev trevlet op ... Hun drejede hovedet og så veninderne, Verónica og Luciana, med sorgens tårer løbende fra øjnene. Og det blodige tøj! Ligesom lærer Henrys: med plettet skjorte, stående stille blandt de andre. For noget havde forandret sig. Hun vidste det. Hun hørte det ... fra det, der var tilbage af hovedet:

— Hvor mange munde måtte jeg åbne på dig, før du tav?

Abby kastede sig ned på gulvet. Hendes menneskelighed overgav sig til vinden. Til mumlen. Hun græd. Forsøgte at samle sig igen, men en anden sætning var allerede i omløb ...

— Abby Hills snød til prøven i ... — og hele hendes væsen blev indåndet og udåndet gennem munden på den pige, der kastede sætningen ud på gangen — ... matematik! — Sætningen nåede sit punktum, og Abby gik mere og mere i opløsning. Fragmenteret. Knust af lyden. Parteret i muskler og hud slynget op i luften i en spiral, mens smerten smeltede sammen med hendes nervøse eksistens.

— Abby Hills er en kælling! — fra stueetagen og området omkring den.

Hendes organer begyndte at dele sig. En del blev hængende i gangen, en anden blev strakt mod parkeringspladsen, en tredje mod toilettet. Årer, hud, tarme, alt udspændt, strakte sig, fordelt, og stemmerne blev ved med at dukke op forskellige steder på skolen.

— Hvor mange munde skulle der til for at få Abby Hills til at tie, lillebror? — lød det fra bagudgangen til skolen.

Hun kunne hverken trække vejret eller skrige; jo længere væk de talende bevægede sig, desto mere blev hendes stemmebånd strakt, spændt ud mellem vægge, døre, fliser ... Indtil Henriettas brors stemme lød fra den anden side af skolen:

— Hvem er Abby Hills? Hvorfor bagtaler de Abby Hills? — spurgte han uskyldigt.

Og flere råb svarede fra hele bygningens periferi, mangedoblet:

                        Abby Hills er en

                Abby Hills er en Abby Hills er en

 Abby Hills er en Abby Hills er en Abby Hills er en

Abby Hills er en Abby Hills er en Abby Hills er en Abby    Abby Hills er en Abby Hills er en Abby Hills er en Abby Hills  Abby Hills er en Abby Hills er en Abby Hills er en Abby er en Abby Hills er en

     Abby Hills er en Abby Hills er en Abby Hills er en

           Abby Hills er en Abby er en Abby Hills er en

                       Abby Hills er en

                       Abby Hills er en

               Abby Hills er en Abby

             Abby Hills er en Abby Hills

          Abby Hills er en Abby Hills er A

             Abby Hills er en Abby Hills   Abby

                Abby Hills er en Abby Hills    bby

                   Abby Hills er en Abby          y Hills

               Abby Hills er en Abby                Hills

            Abby Hills er en Abby                      ills

               Abby Hills er en                             lls

                  Abby Hills er en                            ls

               Abby Hills er en                               er

            Abby Hills er en                                   er

         Abby Hills er en                            

      Abby Hills er en        en                            

   Abby Hills er en                                             

            Abby Hills                                                

              Abby      en       en

                Hills

                 Er en

                  k

                  æ

                  l

                  l

                  i

                  n

                  g

                   .

Og nu kan du finde Abby Hills overalt: i klasselokalerne, på toiletterne, på parkeringspladsen, i andres struber. Som et rygte, der nægter at dø. Men når dagen er omme ... Du ved jo:

Det er kun rygter, Abby Hills.

---

Roberto Chu Maraví (Lima, 1999) er en peruviansk forfatter og digter og studerer oversættelse og tolkning ved Universidad Ricardo Palma. Hans litterære univers forener universel mytologi, mørk fantasy, sproglig eksperimenteren og en stærk visuel sensibilitet.

Hans litterære karriere har gjort sig bemærket ved flere litterære konkurrencer. I 2025 modtog han førsteprisen i NN-konkurrencen for nye forfattere, arrangeret af magasinet NN og PUCP, med Las castálidas en la punta de la lengua. Han vandt desuden andenprisen i den nationale konkurrence Después de las marejadas og opnåede en fjerdeplads ved de interuniversitære litterære lege i 2023 med Un Saturno enamorado. En af hans noveller blev desuden udvalgt af INCINE i Ecuador med henblik på en mulig filmatisering. Han har blandt andet fået novellerne Telxínoe og Aracne udgivet i kulturtidsskriftet Cuenta Artes og bidrager til poesiantologien Valles silenciosos. Flere af hans noveller er desuden blevet oversat til fransk, hvilket vidner om hans værkers voksende internationale rækkevidde og deres udbredelse uden for den spansktalende verden.